Observation & dokumentation
Praksisfortælling: observér trivsel uden at tolke for tidligt
Sådan fanger du en konkret situation og gør den brugbar for teamet
Praksisfortællingen er et af de mest brugte redskaber til at dokumentere et barns trivsel og udvikling. Den bygger på at du først beskriver det, du ser, og først bagefter tolker.
- 01
Vælg et tydeligt fokus
Beslut på forhånd hvad du vil se efter — fx et bestemt barns leg, deltagelse i samling eller kontakt til andre børn. Et smalt fokus gør observationen brugbar; vil du se på alt, ser du reelt ingenting.
Ét barn eller én situation ad gangen.
- 02
Beskriv kun det du ser og hører
Notér handlinger, ord og kropssprog helt konkret: hvem gjorde hvad, i hvilken rækkefølge. Skriv «Emma sætter sig ved siden af Noah og rækker ham en klods», ikke «Emma vil gerne lege med Noah». Hold tolkningen ude i dette trin.
- 03
Skriv fortællingen ned med det samme
Nedfæld observationen så hurtigt du kan, mens detaljerne er friske. Brug korte, konkrete sætninger i nutid. En observation du husker forkert to timer senere er værdiløs som dokumentation.
- 04
Tolk bagefter — og adskil det tydeligt
Nu må du reflektere: hvad kan situationen betyde for barnets trivsel og udvikling? Marker klart hvad der er iagttagelse og hvad der er din tolkning, så andre kan være uenige i tolkningen uden at betvivle fakta.
- 05
Del med teamet og kobl til læreplanen
Tag fortællingen med til teammødet og kobl den til de pædagogiske læreplanstemaer. Flere øjne på samme situation giver ofte nye tolkninger, og koblingen gør dokumentationen anvendelig.
Én god fortælling delt slår ti gemt i skuffen.
- 06
Beslut en handling
Afslut med et konkret næste skridt: skal barnet støttes anderledes, skal I observere igen, eller skal noget deles med forældrene? Observation uden handling ændrer intet for barnet.
Bygget på uddannelsens artikel «Metoder og redskaber i det pædagogiske arbejde» og god faglig praksis i dagtilbud