Mediegrafikerens historie: fra Gutenberg til pixel

Mediegrafikeren former budskaber, så de bliver lette at forstå og rare at se på — på tryk og på skærm. Men faget er ikke født med computeren. Det er en moderne udgave af et af de ældste tekniske håndværk overhovedet: bogtrykkerens og typografens kunst at sætte skrift og billede sammen til noget, der kan mangfoldiggøres. For at forstå, hvorfor vi taler om skrifttyper, sats, korrektur og tryk, må man kende den lange linje tilbage til Gutenberg.

§Før trykken: håndskrevne bøger

Inden trykkekunsten blev hver eneste bog skrevet af i hånden, ofte af munke i klostre, der kopierede tekster bogstav for bogstav. Det var et enormt arbejde: en enkelt bog kunne tage måneder eller år, og bøger var derfor så dyre, at kun kirke, adel og universiteter ejede dem. Skriften, layoutet, de farvelagte initialer og illustrationerne var alt sammen håndarbejde — og to kopier af samme bog var aldrig helt ens.

§Gutenberg og de løse typer

Det altafgørende gennembrud kom omkring midten af 1400-tallet, da Johannes Gutenberg i Tyskland samlede en række opfindelser til ét system: de løse, støbte metaltyper. I stedet for at skære en hel side i træ kunne man nu støbe hvert bogstav for sig, sætte dem sammen til ord og linjer, trykke siden i mange eksemplarer og derefter skille typerne ad og bruge dem igen. Kombineret med en presse og en fed trykfarve gjorde det det muligt at mangfoldiggøre tekst hurtigt og ens.

Trykkekunsten spredte sig lynhurtigt og forandrede verden: viden kunne nu deles bredt, og en hel ny stand af bogtrykkere, skriftstøbere og senere typografer opstod. Mange af de begreber, en mediegrafiker bruger i dag — skrifttype, sats, spalte, korrektur — stammer direkte fra denne tid med metaltyper.

§Den industrielle sats: blysats og satsmaskiner

I århundrederne efter Gutenberg blev typografien forfinet, men selve sætningen var stadig håndarbejde: hvert bogstav blev plukket fra en kasse og stillet op i hånden. Med industrialiseringen i 1800-tallet kom satsmaskinerne, der kunne støbe og sætte hele linjer af bly på én gang efter et tastatur. Det gjorde aviser og bøger langt hurtigere og billigere at producere, og det blev rygraden i avisproduktionen i mange årtier.

Faget delte sig i specialer: typografen satte teksten, litografen og reproduktøren tog sig af billeder og tryk, og bogtrykkeren styrede pressen. Det var et tungt, fysisk håndværk med smeltet bly, sværte og store maskiner — og det krævede en lang læretid at mestre.

§Fototypesætning: lys i stedet for bly

Det næste store skift kom med fototypesætningen i 1960'erne og 70'erne. I stedet for at støbe bogstaver i bly fremstillede man teksten ved at projicere lys gennem negativer af bogstaverne ned på lysfølsomt film eller papir. Bly forsvandt gradvist fra trykkerierne, og produktionen blev renere, hurtigere og mere fleksibel. Det banede vejen for offsettryk og en helt ny arbejdsgang, hvor teksten blev til et fotografisk billede frem for et fysisk stykke metal.

§Desktop publishing-revolutionen

Den forandring, der mere end nogen anden skabte det moderne mediegrafikerfag, kom i midten af 1980'erne. Kombinationen af en personlig computer med grafisk brugerflade, et ombrydningsprogram og en laserprinter gjorde det pludselig muligt at lave færdigt layout direkte på skærmen og se det, som det ville se ud på tryk. Denne 'desktop publishing'-revolution — med PageMaker på Apple Macintosh og laserprinteren omkring 1985 — flyttede arbejdet fra trykkeriets specialiserede maskiner ud til den enkelte designers skrivebord.

Kort efter fulgte billedbehandlingsprogrammer og vektorprogrammer, der gav fuld digital kontrol over fotos og grafik. I 1990 udkom Adobe Photoshop, og digital billedbehandling blev hvermandseje for branchen. De gamle håndværk forsvandt ikke — de blev til værktøjer på en skærm.

§Faget i dag: mange medier, samme håndværk

I dag laver mediegrafikeren ikke kun tryksager. Hjemmesider, apps, sociale medier, nyhedsbreve og video er lige så vigtige flader som plakaten og brochuren. Produktionen er digital fra start til slut, og en stor del af det færdige arbejde ses aldrig på papir. Alligevel bygger faget stadig på de samme grundprincipper, som typografer har dyrket siden Gutenberg: at vælge den rigtige skrift, skabe læseligt hierarki, balancere tekst og billede og fange fejlene, før de bliver dyre. Værktøjerne er skiftet fra bly til pixel — men håndværket om at formidle et budskab klart er det samme.

“Fra Gutenbergs løse typer til skærmens pixels har opgaven aldrig ændret sig: at gøre et budskab klart og rart at se på.”

— Om mediegrafikerens historie