Keglestub og reduktion

Fladen er udviklebar, og mønstret er regnet i lukket form. Skæres emnet efter tegningen, passer det — hele usikkerheden ligger i K-faktoren, som er materialets og maskinens, ikke geometriens.

Målene tastes som indvendige mål. Selve udfoldningen regnes altid på den neutrale fiber — på Ø800 i 3 mm plade er forskellen mellem det indvendige og det udvendige mål 18,8 mm i udfoldet bredde, og så mødes sømmen ikke.

En lige (akse-symmetrisk) keglestub: en åben konisk skal med en mindre topåbning og en større bundåbning, der deler samme lodrette akse. Når top-radius sættes til 0, bliver den til en ren kegle.

Koniske overgange mellem to runde diametre i ventilation og procesanlæg — reduktioner på kanaler, tragt-overgange, cyklon-toppe, lamper og emhætter.

VVS-energi og teknisk isolatør — reduktioner mellem to kanaldiametre, tragt-overgange og cyklon-toppe; smed/metalsmed på procesudstyr.

Galvaniseret eller rustfri tyndplade 0,7–2 mm til ventilation; slidfast stål til cyklon-toppe. Valses til konus.

Kilde: Materialer/tykkelser: src/lib/kasse/materialer.ts (DIN 6935 for stål; massefylder og handelstykkelser; springback). Ventilation: DS 447:2021 + BR18 §§ 420–452 (src/lib/vvs/artikler.ts). Fremstillingsfælder: docs/PLAN-UDFOLDNINGSBIBLIOTEK.md §9.2/§4.

Radial-linje-metoden

Til kegler og frustums hvor alle generatricer mødes i ét toppunkt (apex).

Find keglens sande sidelængde (slanklængden) i opstalten. Slå den som radius fra et centrum og afsæt en cirkelbue lig grundcirklens omkreds (π·d) — det giver sektorvinklen. For et frustum slås en mindre bue med den indre slanklængde. Del buen i 12 og træk radiale linjer ind mod centrum; de bliver fals-/stationslinjer. Sektoren er mønstret.

Top-radius — Topåbningens radius

Radius af den lille (øverste) cirkelåbning i mm. 0 mm giver en spids kegle.

Bund-radius — Bundåbningens radius

Radius af den store (nederste) cirkelåbning i mm.

Højde — Lodret højde

Den lodrette afstand mellem top- og bundåbningen i mm (ikke sidelængden).

Sider — Facettering

Antal flader modellen tegnes med (visning). Et højt tal ser glat/rundt ud; et lavt tal viser tydelige gjæringer som i en facetteret udfoldning.

Trin for trin med passer og vinkel — i pap først, i plade bagefter.

1. 01Tegn opstalten (tværsnit) af keglestubben i 1:1: bundlinjen lig fuld bunddiameter, topåbningen centreret over den, adskilt af den lodrette højde.
2. 02Forlæng de to skrå sider opad til de mødes i toppunktet (apex). Mål den sande sidelængde (slanklængden) fra apex til bundkanten og fra apex til topkanten.
3. 03Slå med passeren en bue med den ydre slanklængde (apex→bund) som radius fra et centrum på pappet, og en mindre bue med den indre slanklængde (apex→top) fra samme centrum.
4. 04Afsæt langs den ydre bue en buelængde lig bundcirklens omkreds (π·d for bunden). Det fastlægger sektorvinklen — træk de to ydre radiale grænselinjer ind mod centrum.
5. 05Del bueafsnittet i 12 lige store dele og træk radiale linjer fra centrum; de bliver fals-/stationslinjer i mønstret.
6. 06Klip sektoren ud mellem den indre og ydre bue. Tilføj sømtillæg langs den ene radiale kant, og fals langs stationslinjerne, før du runder den til keglestub.

Sektoren er symmetrisk, så sømmen kan lægges ved en hvilken som helst stationslinje — vælg den der giver mindst spild på pladen. Husk at mønstret bygger på den SANDE slanklængde, ikke den lodrette højde.

• ·Radial-linje-metoden slår slanklængden som radius til den NEUTRALE fiber (middeldiameter), ikke ydre — ellers mødes sømmen ikke.
• ·Deler du omkredsen i for få stationer, bliver mønstret for lille: korden er kortere end buen. 12 dele er nok til pap, men til plade skal antallet højt (relativ mangel ≈ π²/6N²).
• ·Skal keglen flanges i kanten, er det KRYMPNING, ikke bukning: Ø1000 med 40 mm skørt = 8 % omkredskrympning. Giv 2–4 % ekstra materiale.

19 felter. Startværdierne er figurens egne — de er ét sted i koden, så værktøjet, delelinket og røgtesten aldrig kan blive uenige om hvad «standard» er.

Avancerede felter

Skjult som udgangspunkt — de har en fornuftig standard, og de fleste emner behøver dem ikke.

Et forlæg sætter alle mål på én gang. Navnet er tit det ord emnet hedder i værkstedet — søgningen i biblioteket kender dem alle.

Læs dem før emnet skæres. De står her fordi de ikke kan regnes væk — ikke som jura, men som fag.

• Figuren regner GEOMETRI. En konisk skal i trykbærende udstyr skal eftervises efter EN 13445-3 (konisk skal og knækforstærkning) — halv topvinkel over 30° kræver en særskilt eftervisning af knækringen, og den laver værktøjet ikke.
• Tætheden i en ventilationsreduktion er ikke geometri. Runde kanaler skal opfylde tæthedsklassen i EN 12237, og en falset søm uden forsegling holder ikke klasse C.
• Skorstens- og røgrør er certificeret udstyr (EN 1856-1/-2). En konisk overgang i et aftræk må ikke fremstilles efter denne figur.
• Rasvinklen for et bulkmateriale er et INPUT fra leverandøren. Værktøjet opfinder den ikke — en konus der er stejl nok til tørt korn, broer over med fugtigt flis eller klæbrigt slam.
• Excentriske og skråtoppede overgange har ULIGE generatriser. Skal emnet valses, skal valsen stilles efter den enkelte generatris; en konusvalse med én indstilling giver en ret kegle.
• K-faktoren er DIN 6935's forslag og er IKKE standardbelagt for rustfrit, aluminium og titanzink. Ved R_n/t < 5 bruger figuren D_n = D_i + 2·K·t — kontrollér den mod et prøvebuk i det materiale du bruger.
• Isoleringskappens overlæg mod naboemnet følger BAI's brancheaftale (20/35/50 mm efter færdig Ø) og sættes i værkstedets overlægsregel — figuren regner det ikke selv.
• Vindlast, snelast og understøtning af en fritstående kegle (silotag, kineserhat, hætte) er IKKE dækket. Det er en bygningsdel og skal eftervises efter EN 1991-1-3 og EN 1991-1-4.