Sådan viser du det, der ellers ville være skjult
Mange emner har en indvendig opbygning, som ikke kan ses udefra. Hvis man kun tegnede dem med stiplede skjulte kanter, ville tegningen hurtigt blive umulig at læse. Løsningen er snittet: man forestiller sig, at emnet er skåret igennem, fjerner den forreste del og tegner den blottede flade. Det gør den indvendige geometri tydelig og målsætbar.
Hvor snittet ligger, vises med en snitlinje på en anden visning. Pile på snitlinjen angiver, hvilken vej man kigger ind i emnet, og snittet navngives med bogstaver, så man kan se hvilken snitvisning hører til hvilken snitlinje. På den måde kan læseren altid finde tilbage til, hvor snittet er taget.
Den flade, hvor 'kniven' har skåret gennem materiale, markeres med skravering — typisk skrå, jævnt fordelte linjer. Skraveringen viser, hvad der er fast materiale, til forskel fra hulrum og åbninger. Sidder flere dele sammen i samme snit, skraveres de i forskellig retning eller afstand, så man kan se, hvor den ene del slutter og den næste begynder.
Et snit skal gøre tegningen lettere at forstå — ikke fylde den med flere visninger end nødvendigt. Brug et snit, når den indvendige geometri er vigtig for at fremstille eller samle emnet, og hold dig til den enkleste snittype, der løser opgaven. Et velvalgt halvsnit eller delsnit er ofte klarere end et fuldt snit, der viser mere, end læseren har brug for.
Snittet er ikke kun til at se på — det er ofte der, de indvendige mål placeres. Sørg for, at de mål, der hører til den indvendige geometri, sættes på snitvisningen, hvor de faktisk kan aflæses, og ikke på en udvendig visning, hvor geometrien er skjult.