Fra mark til foderbord — energi, protein og kvalitet i foderet
Foder er den største enkeltudgift i de fleste husdyrproduktioner, og foderets kvalitet afgør i høj grad både dyrenes sundhed og produktionens resultat. Foderplanlægning handler om at sammensætte en ration, der dækker dyrenes behov for energi, protein, fibre, mineraler og vitaminer — uden at fodre dyrere end nødvendigt.
Foderet deles typisk op i grovfoder og kraftfoder. Grovfoder er fiberrigt foder som græs, ensilage, hø og halm, og det er fundamentet i foderet til drøvtyggere. Kraftfoder er energi- og proteinrigt foder som korn, raps- og sojaprodukter, der bruges til at supplere grovfoderet, så rationen passer til dyrets ydelse.
Grovfoder skal kunne opbevares fra høst til det skal bruges, ofte gennem hele vinteren. De to almindeligste metoder er ensilering og tørring til hø. Ved ensilering pakkes afgrøden lufttæt, så en mælkesyregæring konserverer foderet og holder det på en lav surhedsgrad. Hø konserveres ved at tørre afgrøden ned, så vandindholdet bliver så lavt, at mug og forrådnelse undgås.
Man kan ikke se den fulde foderværdi på grovfoderet. Derfor udtages foderprøver, der analyseres for blandt andet energi-, protein- og fiberindhold samt gæringskvalitet. Analysen bruges til at lægge en præcis foderplan og afgøre, hvor meget kraftfoder der skal suppleres med. Et godt grovfoder reducerer behovet for indkøbt kraftfoder.
Når rationen er lagt, skal den fodres ud ensartet og stabilt. Pludselige skift, fordærvet foder eller for lidt struktur kan give fordøjelsesproblemer. Frisk vand i rigelige mængder er en del af foderplanen — vandforbruget følger ydelsen. Løbende vurdering af dyrenes huld og produktion viser, om foderplanen rammer rigtigt, og om den skal justeres.