Hvordan vi gik fra at sende prikker og streger over en kobbertråd til at flytte milliarder af pakker i sekundet
Faget data- og kommunikation handler om at flytte information mellem maskiner. Men ønsket om at sende beskeder hurtigere, end et menneske kan rejse, er meget ældre end computeren. Historien begynder i 1800-tallet, hvor man for første gang lærte at sende information over lange afstande med elektricitet — og den fører i en lige linje frem til det netværk, du fejlsøger på i dag.
Før der var computere, var der telegrafen. Fra midten af 1800-tallet kunne man sende beskeder som korte og lange elektriske impulser — prikker og streger i morsekode — gennem en kobbertråd. Det var en revolution: en besked, der før tog dage at sende med hest eller skib, kunne nu nå frem på minutter. I 1858 blev det første transatlantiske telegrafkabel lagt mellem Europa og Nordamerika, og verden krympede med ét slag. Telegrafen lærte os den grundtanke, hele faget bygger på: information kan kodes om til signaler, sendes over en ledning og afkodes igen i den anden ende.
Hvor telegrafen sendte beskeder som tegn, gjorde telefonen det muligt at sende selve stemmen som et elektrisk signal. Telefonnettet voksede i slutningen af 1800-tallet og blev i over hundrede år bygget på en teknik, der kaldes linjekobling (circuit switching): når man ringede op, blev der reserveret en fast forbindelse hele vejen igennem, og den var optaget, så længe samtalen varede. Det fungerede fint til tale, men det skulle vise sig at være en dårlig idé til data — og netop her ligger et af de store skift i fagets historie.
I 1950'erne og 60'erne stod store mainframecomputere isoleret hver for sig. Forskere ønskede at dele regnekraft og data mellem maskiner på forskellige universiteter, men linjekobling fra telefonverdenen passede dårligt: det var spild at låse en hel linje, mens to computere kun udvekslede data i korte stød. Løsningen blev pakkekobling: man hakker data i små pakker, der hver især finder vej gennem nettet og samles igen i den anden ende. Mange afsendere kan dele de samme ledninger, og hvis én vej falder ud, kan pakkerne tage en anden. Det er stadig sådan, internettet virker i dag.
I 1969 blev det første pakkekoblede netværk, ARPANET, taget i brug i USA, finansieret af det amerikanske forsvars forskningsorgan. De første beskeder gik mellem ganske få universitetsmaskiner. Det var det spæde forsøg, der skulle vokse til internettet.
Et problem meldte sig hurtigt: der opstod flere forskellige net, der ikke kunne tale sammen. I begyndelsen af 1970'erne udtænkte Vinton Cerf og Bob Kahn en fælles protokol, der kunne fungere som bro mellem net — det blev til TCP/IP. Ideen er enkel og genial: hvert net må gerne fungere på sin egen måde indeni, så længe pakkerne pakkes ind i et fælles format, når de skal videre. Den 1. januar 1983 skiftede ARPANET officielt over til TCP/IP, og den dato regnes ofte som internettets fødselsdag. Kort efter kom domænenavnesystemet (DNS), der lod os bruge læselige navne i stedet for tal.
Mens internettet voksede mellem institutioner, blev computere også bundet sammen lokalt. Ethernet, som Robert Metcalfe udviklede i begyndelsen af 1970'erne på Xerox PARC, blev den dominerende måde at koble maskiner sammen på et kontor — og kablet RJ45-stikket og switchen er stadig hverdagsudstyr. I 1989 foreslog Tim Berners-Lee World Wide Web, og da det blev åbnet for offentligheden i begyndelsen af 1990'erne, forvandlede det internettet fra et værktøj for forskere til noget for alle. Med modemmer, siden bredbånd og fiber, kom internettet ind i hjemmene.
Det næste store skift var at klippe ledningen over. Den første Wi-Fi-standard kom i slutningen af 1990'erne og gjorde det trådløse lokalnet til hverdag. Sideløbende voksede mobilnettene fra tale til data, så internettet kom i lommen. I de seneste årtier er meget af det, der før stod som fysiske servere i et lokale, flyttet ud i datacentre — det, vi kalder skyen — og virtualisering har gjort det muligt at rejse mange servere på samme hardware. Faget har bevæget sig fra at trække kabler til i lige så høj grad at styre, sikre og overvåge tjenester, man ikke selv kan røre ved.
| Periode | Hvad skete der |
|---|---|
| Midten af 1800-tallet | Telegrafen sender beskeder som elektriske impulser; transatlantisk kabel i 1858 krymper verden |
| Slutningen af 1800-tallet | Telefonnettet vokser frem og bygger i over et århundrede på linjekobling |
| 1950'erne–60'erne | Mainframes står isoleret; ønsket om at dele regnekraft fører til pakkekobling |
| 1969 | ARPANET, det første pakkekoblede net, tages i brug i USA |
| Begyndelsen af 1970'erne | TCP/IP udtænkes; Ethernet udvikles til lokalnet |
| 1. januar 1983 | ARPANET skifter til TCP/IP — internettets ofte nævnte fødselsdag; DNS kommer kort efter |
| Begyndelsen af 1990'erne | World Wide Web åbnes for offentligheden; bredbånd og fiber når hjemmene |
| Slutningen af 1990'erne | Wi-Fi og mobildata gør internettet trådløst og bærbart |
| I dag | Sky, virtualisering, fiber og mobilnet; faget styrer tjenester lige så meget som kabler |
Datakommunikation er et af de yngste håndværk, men det står på skuldrene af telegrafister, telefonteknikere og de forskere, der opfandt pakkekobling. Det, der har ændret sig, er hastigheden, mængden og det trådløse — men grundtanken er den samme som i 1858: information kodes, sendes over en forbindelse og afkodes igen. Forstår du, hvor ideerne kommer fra, kan du bedre se, hvorfor nutidens net er bygget, som de er — og hvorfor begreber som lag, protokoller og adresser er kommet for at blive.
“Hver gang du sætter et patchkabel i en switch, fører du en tråd videre, der blev spundet med det første telegrafkabel.”
— Faglig betragtning om datakommunikationens rødder