Sådan forberedes samlingen, og hvad stillingerne betyder
En svejsning er kun så god som forberedelsen af den samling, den lægges i. Fugetypen og fugeforberedelsen bestemmer, hvordan svejsetråden kan trænge igennem og binde materialet sammen, og svejsestillingen afgør, hvor svært arbejdet er at udføre.
Fugetypen beskriver, hvordan emnerne ligger i forhold til hinanden. De mest udbredte er stuksamling, hvor to plader eller rør mødes kant mod kant, og kantsamling, ofte i form af en kehlsøm, hvor delene mødes i en vinkel — for eksempel en T-samling eller en hjørnesamling.
Ved tykkere gods er det ofte nødvendigt at forberede kanterne, så svejsningen kan trænge helt igennem. Det kan være at slibe eller skære en fas på kanten, så der dannes en V- eller X-fuge, og at indstille en passende rodspalte mellem emnerne. Forberedelsen sikrer god gennemsmeltning i roden af svejsningen.
Svejsestillingen beskriver emnets og svejsesømmens orientering i rummet. At svejse vandret nedad er lettest, fordi smeltebadet ligger pænt. Lodret og over hovedet er sværere, fordi tyngdekraften trækker i det smeltede metal. Stillingerne har standardiserede betegnelser, der bruges ved både oplæring og certificering.
Både fugetype og svejsestilling indgår i, hvad en svejsecertificering gælder for. En prøve i én stilling og samlingstype dækker ikke nødvendigvis alle andre. Derfor træner man bevidst i de stillinger og fugetyper, som arbejdet og prøven kræver.
De vandrette stillinger lærer man hurtigt, men de lodrette og over-hovedet stillinger kræver mere træning. At mestre dem gør svejseren alsidig og i stand til at udføre samlinger, hvor emnet ikke kan vendes til den lette stilling.