Plastens historie: fra Bakelit til moderne svejsbar termoplast

Plast er et af de yngste materialer, en håndværker arbejder med. Hvor sten, træ og metal har været brugt i årtusinder, er den syntetiske plast knap halvandet hundrede år gammel. Alligevel er den på den korte tid blevet uundværlig i rør, tanke, kabler, isolering og tusind andre ting. Historien om plasten er historien om, hvordan kemikerne lærte at bygge helt nye materialer op af molekyler — og hvordan faget bagefter måtte lære at arbejde sikkert med dem.

§Før den syntetiske plast: naturens egne polymerer

Længe før den syntetiske plast brugte man naturlige materialer, der mindede om den. Skildpaddeskjold, horn, shellak fra lakskjoldlus og naturgummi blev formet ved varme og brugt til alt fra knapper og kamme til isolering af elektriske ledninger. Disse materialer var de første formbare stoffer, men de var dyre, sårbare og afhængige af, hvad naturen kunne levere. Behovet for noget bedre voksede, efterhånden som industrien — og især den nye elektriske industri — krævede materialer, der kunne isolere og formes i store mængder.

§Bakelit: verdens første helsyntetiske plast

Det afgørende gennembrud kom i begyndelsen af 1900-tallet. I 1907 fremstillede den belgisk-amerikanske kemiker Leo Baekeland i New York det første fuldt syntetiske materiale — en hærdeplast af fenol og formaldehyd, som han kaldte Bakelit. Det var også Baekeland, der gav materialeklassen navnet 'plastics'. Bakelit var et ægte syntetisk stof, ikke blot et forbedret naturmateriale, og dets fremragende isolerende egenskaber gjorde det hurtigt til standardmaterialet i kontakter, fatninger og dele til den voksende elektriske industri.

§Mellemkrigstiden: de moderne plasttyper kommer til

Efter Første Verdenskrig eksploderede kemien, og de plasttyper, vi kender i dag, blev født på stribe. PVC (polyvinylklorid) var som molekyle kendt allerede i 1800-tallet, men blev først fremstillet kommercielt i slutningen af 1920'erne. Polystyren kom i industriel produktion i 1930'erne, og polyethylen — i dag en af de mest brugte plasttyper overhovedet til rør og folier — blev opdaget i samme periode. Disse var termoplaster: de blødgøres ved opvarmning og kan formes om igen og igen, og det åbnede en helt ny verden af muligheder for støbning, ekstrudering og senere svejsning.

Massefremstillingen tog for alvor fart i 1940'erne og 1950'erne. Anden Verdenskrig skubbede udviklingen frem, fordi plast kunne erstatte materialer, der var i mangel, og efter krigen flød de nye, billige plasttyper ud i hverdagen og i byggeriet. Også epoxyharpiksen — en hærdeplast med stærke klæbende egenskaber — blev udviklet i denne periode og fandt vej til lim, støbning, gulvbelægninger og maling.

§Plasten erobrer byggeriet

I anden halvdel af 1900-tallet blev plast et byggemateriale på lige fod med metal. Plastrør af PE, PP og PVC afløste i mange sammenhænge metal- og lerrør, fordi de var lette, rustfri, kemikaliebestandige og billige at lægge. Det skabte et nyt håndværk: at samle plast tæt og stærkt. Først limede og muffede man, men efterhånden modnedes svejsemetoderne — varmluftsvejsning, spejlsvejsning, ekstruder- og siden elektrofusionssvejsning — så plastsamlinger kunne blive lige så pålidelige som de rør, de afløste.

§Skyggesiden: da man opdagede den kemiske sundhedsrisiko

I begyndelsen blev plast og de tilhørende kemikalier brugt forholdsvis ubekymret. Men efterhånden viste det sig, at flere af de reaktive produkter — især epoxy og isocyanater (herunder polyurethan) — kunne give alvorlige og varige allergier og luftvejslidelser hos dem, der arbejdede med dem dagligt. Det førte til en gradvis opstramning af arbejdsmiljøreglerne: krav om en særlig uddannelse, før man erhvervsmæssigt må arbejde med epoxy og isocyanater, kodenummersystemet på malinger og lime, og kravet om sikkerhedsdatablade og faremærkning. Fra at være et nyt vidundermateriale blev plast og dens kemikalier også noget, man skulle beskytte sig imod.

§Plastfaget i dag

I dag er plast et modent håndværk med to ben. Det ene er kvalitet: at kende de mange plasttyper, vælge den rigtige til opgaven og lave tætte, stærke svejsninger, der kan dokumenteres og tæthedsprøves. Det andet er sikkerhed: at læse sikkerhedsdatabladet og kodenummeret, vælge de rigtige værnemidler, sørge for udsugning og have den lovpligtige uddannelse, før man rører ved epoxy og isocyanater. Den korte historie — fra Baekelands laboratorium til nutidens rørledning — er fortællingen om et materiale, der gik fra kuriositet til hverdag, og om et fag, der måtte lære både at udnytte og at respektere det.

“Plast er det yngste af håndværkets materialer — og det eneste, der er bygget fra grunden i et laboratorium frem for hentet i naturen.”