AMU's historie: fra landbrug til livslang læring

I dag tager vi det for givet, at en voksen kan tage på kursus midt i arbejdslivet for at lære noget nyt. Men sådan har det ikke altid været. Tanken om systematisk efteruddannelse af voksne arbejdere er forholdsvis ung — den hører til efterkrigstidens Danmark, hvor samfundet forandrede sig hurtigere, end nogen tidligere generation havde oplevet.

§Et samfund i forandring

Op gennem 1900-tallet var Danmark stadig i høj grad et landbrugsland. Mange lærte deres arbejde ved at se det udført — i marken, i værkstedet, hos en mester. Den faglærte håndværker gik i lære gennem laugstidens og senere mesterlærens system, mens den ufaglærte arbejder lærte sit job på selve arbejdspladsen. Efteruddannelse som et organiseret tilbud fandtes stort set ikke.

Efter Anden Verdenskrig tog industrialiseringen for alvor fart. Maskiner, samlebånd og nye produktionsformer flyttede arbejdskraften fra landbruget ind i fabrikker og byer. Der opstod et akut behov: tusindvis af mennesker, der havde arbejdet i landbruget, skulle pludselig kunne betjene maskiner og indgå i en industriel produktion, de aldrig var oplært til.

§1960: AMU bliver til

I 1960 blev arbejdsmarkedsuddannelserne grundlagt. Tanken var enkel og dengang ret nyskabende: voksne — både faglærte og ufaglærte — skulle have mulighed for at vedligeholde og udvide deres kvalifikationer hele arbejdslivet igennem, så de kunne følge med arbejdsmarkedets behov. Det var en investering i, at omstilling ikke skulle koste mennesker deres job.

I begyndelsen foregik en stor del af undervisningen på særlige skoler for ufaglærte, ofte kaldet specialarbejderskoler, og på tilsvarende tilbud for faglærte. Kurserne var korte, praktiske og målrettet konkrete job — det modsatte af lange, boglige uddannelser. Man kunne tage et kursus, lære en ny maskine eller arbejdsgang at kende og vende tilbage til arbejdspladsen.

§Reformer og udvikling

Gennem årtierne blev systemet løbende justeret. I midten af 1980'erne fik AMU-centrene udvidet deres ansvar, og kursusudbuddet voksede. Den helt store omlægning kom dog omkring årtusindskiftet.

Med VEU-reformen i 2000 (VEU står for voksen-, efter- og videreuddannelse) blev der skabt ét sammenhængende system for voksenuddannelse, delt i tre dele: almen, erhvervsrettet og videregående voksen- og efteruddannelse. AMU blev en central del af den erhvervsrettede gren. Samtidig opstod tilbud som forberedende voksenundervisning (FVU), så også de helt basale færdigheder kunne styrkes.

§AMU i dag

I dag er AMU et velindarbejdet system, der bæres af et tæt samarbejde mellem staten og arbejdsmarkedets parter — den såkaldte trepartstradition mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere. Undervisningen finansieres af staten og en deltagerbetaling, og en VEU-godtgørelse kan dække en stor del af virksomhedens lønudgift, mens en medarbejder er på kursus. På den måde deles ansvaret for, at folk kan blive ved med at lære.

Hvor AMU oprindelig handlede om at omstille landbrugsarbejdere til industrien, handler det i dag lige så meget om digitalisering, grøn omstilling og at styrke basale færdigheder. Men grundtanken er den samme som i 1960: ingen skal stå tilbage, fordi arbejdet forandrer sig. Medarbejderudvikling er gået fra at være en undtagelse til at være en naturlig del af et helt arbejdsliv.

“Den, der holder op med at lære, er færdig med at følge med — uanset hvor dygtig han engang var.”

— Tanke bag livslang læring