Certifikat, instruktion og pligten til at sige fra
At føre en kran er et ansvar. Der er store kræfter i spil, og en fejl kan koste liv. Derfor er der krav til, hvem der må betjene en kran, hvordan de er oplært, og hvordan ansvaret er fordelt mellem den, der ejer og driver kranen, og den, der fører den.
For en række kraner kræves et certifikat eller en gennemført uddannelse, før man må føre dem. Kravet afhænger af krantype og kapacitet: nogle kraner kræver et egentligt kranførercertifikat, andre en dokumenteret oplæring og instruktion i netop den maskine. Fælles er, at man skal kunne bruge kranen sikkert og kende dens grænser, før man får lov at betjene den alene.
Et generelt certifikat er ikke nok i sig selv. Føreren skal også være instrueret i netop den kran, der skal bruges — dens betjening, lastdiagram, sikkerhedsudstyr og de forhold, der gælder på den aktuelle plads. To kraner af samme type kan have forskelligt udstyr og forskellige grænser, og opstillingen er ny hver gang.
Arbejdsgiveren har pligt til at sørge for, at kranen er forsvarlig, efterset og vedligeholdt, at føreren har de rette kvalifikationer og er instrueret, og at arbejdet kan planlægges og udføres sikkert. Det omfatter også, at der er det rette grej, og at der er taget højde for pladsens særlige farer — underlag, ledninger, trafik og personer.
Føreren har ansvaret for at bruge kranen efter sin oplæring og fabrikantens anvisninger, udføre det daglige eftersyn, holde sig inden for lastdiagrammet og standse, hvis noget er uforsvarligt. Føreren er den, der har hånden på betjeningen, og det er føreren, der til sidst beslutter, om et løft kan gennemføres forsvarligt.
Sikkerheden hviler på begge parter. Den ansatte har både ret og pligt til at sige fra, hvis et løft er uforsvarligt — det kan ikke pålægges nogen at udføre et arbejde, der er farligt. At standse et tvivlsomt løft er ikke ulydighed, men en del af det ansvar, der følger med at føre en kran.