Førstehjælpens historie — fra slagmark til hjertestarter på væggen

Tanken om, at en helt almindelig person kan og bør gribe ind og redde liv i de første minutter efter en ulykke, er ikke gammel. I det meste af historien var hjælp til en tilskadekommen overladt til tilfældigheder, til feltskærere på slagmarken eller til lægen, hvis man var heldig nok til at nå frem til en. Den organiserede førstehjælp, vi underviser i i dag, er resultatet af en lang udvikling — drevet af krige, katastrofer og videnskabelige gennembrud.

§Sådan gjorde man før — feltskærere og tilfældig hjælp

Før den moderne førstehjælp blev sårede soldater behandlet af feltskærere og barberer med begrænset viden, og den civile, der kom til skade, måtte håbe på hjælp fra de nærmeste. Der fandtes ingen ensartet oplæring, intet alarmsystem og ingen idé om en fælles rækkefølge af handlinger. Mange døde ikke af selve skaden, men af blødning, chok eller infektion, som man hverken forstod eller kunne afhjælpe. Redningen afhang helt af held og af, hvem der tilfældigvis var i nærheden.

§Solferino 1859 — det chok der skabte Røde Kors

Et vendepunkt kom efter slaget ved Solferino i Norditalien i juni 1859. Schweizeren Henri Dunant kom forbi kort efter slaget og fandt titusinder af sårede og døende soldater efterladt uden hjælp. Han organiserede på stedet den lokale civilbefolkning — især kvinder — til at pleje de sårede uden hensyn til, hvilken side de havde kæmpet på. Tilbage i Genève skrev han i 1862 bogen 'Un Souvenir de Solferino' (Et minde om Solferino), der rystede Europa. Den førte i 1863 til oprettelsen af Den Internationale Røde Kors-komité og året efter til den første Genèvekonvention. Idéen om organiseret hjælp til den tilskadekomne var født.

“Synet af de efterladte sårede ved Solferino fik Henri Dunant til at handle — og blev kimen til Røde Kors og den organiserede hjælp til mennesker i nød.”

— Førstehjælpens historie

§Esmarch og ordet 'erste Hilfe'

Få år senere satte den preussiske militærkirurg Friedrich von Esmarch førstehjælpen i system. Omkring 1870, under den fransk-preussiske krig, indførte han formel oplæring af soldater i at hjælpe sårede kammerater med på forhånd indøvede greb — forbinding og skinnelægning — og han regnes for at have givet os selve begrebet 'erste Hilfe', altså førstehjælp. Det var en afgørende ny tanke: at lægfolk på forhånd kunne oplæres til at handle rigtigt, før den professionelle hjælp nåede frem.

§Samaritterne og førstehjælp til civile

I årtierne omkring år 1900 bredte førstehjælpen sig fra militæret til civilbefolkningen. Samaritterforeninger og organisationer som Røde Kors begyndte at uddanne almindelige mennesker — på arbejdspladser, i fabrikker og i lokalsamfund — i at standse blødninger, forbinde sår og hjælpe ved ulykker. Førstehjælp blev langsomt en folkesag og ikke kun en soldateropgave. Også i Danmark voksede en redningskultur frem, hvor private redningskorps tog sig af ulykker, syge og brande.

§Efterkrigstidens gennembrud — hjerte-lunge-redning

Det måske største spring kom omkring 1960. Frem til da kunne man ikke gøre meget ved et hjertestop uden for et hospital. I 1950'erne viste lægen Peter Safar, at mund-til-mund-indblæsning effektivt kunne ilte en bevidstløs, og ved Johns Hopkins-universitetet opdagede ingeniøren William Kouwenhoven og hans kolleger James Jude og Guy Knickerbocker, at rytmiske tryk på brystkassen kunne holde blodet i bevægelse uden at åbne brystet. I 1960 blev de to idéer — brystkompressioner og indblæsninger — forenet til den moderne hjerte-lunge-redning (HLR). Pointen var revolutionerende: genoplivning kunne nu udføres hvor som helst, og 'alt hvad der skal bruges, er to hænder'.

§Hjertestarteren kommer ud til folk

Defibrillatoren — apparatet, der med et elektrisk stød kan genstarte en hjerterytme — blev udviklet i samme periode (Kouwenhoven og Knickerbocker arbejdede med en model i slutningen af 1950'erne). I starten var det tungt hospitalsudstyr, betjent af læger. Med tiden blev apparaterne mindre, sikrere og automatiske, så de selv kan analysere hjerterytmen og tale brugeren igennem forløbet. Den automatiske eksterne hjertestarter (AED) flyttede dermed ud af hospitalet og hen på væggen i lufthavne, stationer, idrætshaller og virksomheder — så også en utrænet person kan bruge den. I dag indgår tidlig brug af hjertestarter som et fast led i overlevelseskæden.

§Førstehjælp i dag — viden, der falmer uden træning

I dag bygger førstehjælpen på enkle, indøvede handlinger, faste hovedpunkter og overlevelseskæden, og den er gjort tilgængelig for alle gennem standardiserede kurser. Teknikker og talforhold opdateres løbende på baggrund af forskning, og derfor følger man altid den nyeste vejledning fra sit kursus. En vigtig historisk lære er, at hjælpen virker bedst, når den er øvet på forhånd: De store fremskridt — fra Esmarchs indøvede greb til den talende hjertestarter — handler alle om at gøre den rigtige handling enkel nok til, at en almindelig person kan udføre den, når det gælder.

“Hele førstehjælpens historie peger samme vej: at gøre den livreddende handling så enkel, at en helt almindelig person kan udføre den i de første, afgørende minutter.”

— Førstehjælpsfaglig pointe