Brandbekæmpelsens historie — fra spandekæde til brandklasser og røgalarm

Så længe mennesker har brugt ild, har de også frygtet den. I byer af træ med stråtag, åben ild og tætte gader kunne en enkelt gnist lægge hele kvarterer øde. Brandbekæmpelsens historie er derfor også byernes og lovgivningens historie: hver gang en katastrofe ramte, lærte man noget, der blev skrevet ind i regler, byggeskik og beredskab. Det meste af det, vi i dag tager for givet — brandkorps, slukningsudstyr, flugtveje og røgalarmer — er svar på fortidens brande.

§Sådan gjorde man før — spandekæden og rivekrogen

Før der fandtes organiserede brandkorps, var slukning en fælles opgave for hele byen. Når det brændte, dannede borgerne en spandekæde fra nærmeste brønd eller å og sendte læderspande med vand fra hånd til hånd. Man brugte rivekroge og lange stænger til at rive brændende tagværk og nabohuse ned, så ilden ikke kunne springe videre — at fjerne brændslet var ofte den eneste reelle måde at stoppe en stor brand på. Det var langsomt, farligt og sjældent nok, og store bybrande hørte til dagligdagen i hele Europa.

§De store bybrande satte skub i tingene

Nogle brande blev så ødelæggende, at de ændrede historien. Den store brand i London i 1666 lagde størstedelen af den indre by i aske og førte til både nye byggeregler og — gennem de enorme tab — til de første brandforsikringsselskaber. Forsikringsselskaberne opdagede hurtigt, at det var billigere at slukke brande end at betale for genopbygning, og de oprettede derfor deres egne brandkorps. Husene fik 'brandmærker' (firemarks), så korpsene kunne se, hvilke huse deres eget selskab havde forsikret. Det var en tidlig, men spæd, form for organiseret brandvæsen.

§Københavns brande og det danske brandvæsen

Også i Danmark formede ilden byerne. København fik et egentligt kongeligt brandvæsen i slutningen af 1600-tallet, men byen blev alligevel ramt af to katastrofale brande: I 1728 brændte en meget stor del af byen, og omkring en femtedel af befolkningen mistede deres hjem. I 1795 brød en ny storbrand ud på flådens tømmeroplag ved Gammelholm og åd sig gennem byen. Brandene førte til skærpede regler, bedre organisering og senere til, at brandvæsenet blev en kommunal opgave i løbet af 1800-tallet. I begyndelsen af 1900-tallet kom desuden private redningskorps til, som tog sig af både brand, ulykker og syge.

“Hver stor bybrand efterlod to ting: aske — og nye regler. Meget af nutidens brandlovgivning er skrevet med erfaringen fra fortidens katastrofer.”

— Brandbekæmpelsens historie

§Håndildslukkeren bliver opfundet

Et vigtigt teknisk spring var den transportable håndildslukker. Et tidligt forsøg blev patenteret i England i 1720'erne, men den egentlige forløber for den moderne håndslukker var den trykbeholder, briten George William Manby fremviste i begyndelsen af 1800-tallet — en kobberbeholder med en opløsning, der kunne sprøjtes på ilden. Det flyttede tankegangen fra ren spandekæde til, at en enkelt person kunne gribe ind mod en begyndende brand med det samme. Siden er slukkerne blevet specialiseret: vand, skum, pulver og kuldioxid (CO2) til forskellige slags brande — netop fordi man lærte, at det forkerte middel kan gøre branden værre.

§Brandklasser og det rigtige slukningsmiddel

Erfaringen med, at vand på brændende fedt eller på elektriske apparater er livsfarligt, blev med tiden sat i system. Man inddelte brande i klasser efter, hvad der brænder — faste materialer, væsker, gasser, metaller og fedt i køkkenet — så det blev tydeligt, hvilket slukningsmiddel der måtte bruges hvor. På samme måde blev byggematerialer klassificeret efter, hvordan de reagerer på brand. I dag er meget af dette samlet i europæiske standarder, fx EN 13501-1 for materialers reaktion på brand, der også tager højde for røgudvikling og brændende dråber — fordi man har lært, at røgen ofte er farligere end selve ilden.

§Forebyggelse og røgalarmen — at vinde tid

Den måske vigtigste moderne erkendelse er, at den bedste brand er den, der enten aldrig opstår eller opdages så tidligt, at alle når ud. Derfor er fokus i nyere tid flyttet mod forebyggelse og tidlig varsling: brandsektioner og branddøre, der holder ild og røg tilbage, frie flugtveje, og frem for alt røgalarmen. De fleste, der omkommer ved brand, dør af røgforgiftning — ofte i søvne — og en røgalarm, der vækker i tide, har vist sig at være en af de billigste og mest effektive livreddere overhovedet. Aktiv brandsikring (alarmer, slukkere, sprinkler) og passiv brandsikring (sektioner, døre, materialevalg) supplerer i dag hinanden.

§Brandbekæmpelse i dag — slukke, men frem for alt forebygge

Hvor man før måtte rive en hel bydel ned for at standse ilden, kan en enkelt person i dag ofte slukke en begyndende brand med det rigtige middel — eller, vigtigere endnu, undgå at den opstår og sikre, at alle når ud, hvis den gør. Den røde tråd gennem historien er klar: vi er gået fra at bekæmpe katastrofen, efter den var sket, til at forebygge den og vinde tid. Det er den udvikling, der ligger bag alt, hvad du lærer om elementær brandbekæmpelse, brandklasser, evakuering og forebyggelse i dag.

“Brandbekæmpelsens historie går fra spandekæde til røgalarm — fra at slukke katastrofen til at forhindre den og vinde de minutter, der redder liv.”

— Brandfaglig pointe